En ny rapport i Sverige viser, at der er et enormt sløseri med plastaffald, og at den samlede markedsværdi for det plast, som blot ryger ud, er på flere milliarder kroner. Det er IVL Svenska Miljöinstitutet, som står bag rapporten, som er bestilt af Naturvårdsverket, og rapporten viser, at sløseriet sker over en bred kam. Det handler, ikke overraskende, om materialer fra emballager, men også plast fra byggerier og biler ryger i alt for lidt grad til genbrug eller genanvendelse.
– Det er tale om et enormt sløseri, både økonomisk og miljømæssigt. Uanset plasttype kan man spare cirka 70 procent, hvis man kan genanvende plastråvaren frem for at skulle anvende virgin plast, forklarer Åsa Stenmarck, affaldsekspert på IVL Svenska Miljöinstitutet.
Selv ikke tilstedeværelsen af farlige stoffer behøver at gøre det umuligt at genanvende råvaren, hedder det i rapporten.
– Den største reduktion i klimapåvirkningen opnås ved at kombinere de to muligheder, det vil sige allerede i designfasen, hvor det er muligt at ændre til plasttyper, der har mindre miljøbelastning, mens man bruger mest muligt genanvendt materiale. Det er vigtigt, at den viden bliver spredt ud til både designere og producenter, påpeger hun.