Pantstationen på Japanvej i Slagelse er ved at blive bygget for at få ny teknologi. Fremover skal de tomme flasker og dåser hældes i en sluse, hvor de optælles og mases med det samme. Du får pengene indbetalt med det samme – og så er det bedre for miljøet.
Dansk Retursystem, der driver det danske pantsystem, er ved at teste, hvordan det kan blive endnu lettere for forbrugerne at aflevere deres tomme dåser og flasker. Fra mandag den 12. august kom pantstationen i Slagelse til at spille en vigtig rolle i den forbindelse: Den er nemlig udvalgt til at være en af to pantstationer, der bygges om for at teste en ny teknologi.
– Vi arbejder løbende på at gøre det mere bøvlefrit for forbrugerne at aflevere deres pant. Det seneste år har vi testet en mobil løsning kaldet Drop & Go, hvor forbrugerne kunne aflevere meget pant på én gang. Vi vil gerne se, om teknologien herfra kan bruges på pantstationerne, og det tester vi ved at ombygge pantstationerne i Slagelse og Høje Taastrup, siger Marlene Fris, der er markedsdirektør i Dansk Retursystem.
– Helt konkret hælder du dine tomme flasker og dåser ned i en sluse. Her bliver de talt og mast, og herefter bliver panten overført direkte til dig. Det er en fordel for både forbruger, som får pengene hurtigere, og en fordel for os, fordi vi skal tømme stationen sjældnere, når dåser og flasker er maste, og de dermed fylder mindre. Når vi kører færre gange, er det også bedre for miljøet, siger Marlene Fris.
Det tager naturligvis lidt tid at foretage ombygningen, og indtil den er færdig, er der opstillet en mobil Drop & Go-løsning, så man kan få en forsmag på, hvordan det virker. Selve opbygningen er færdig i løbet af efteråret.