Sealing System er vokset ud af sine velkendte lokaler i Skovlund ved Ansager. Her var efterhånden for lidt plads. Derfor flytter virksomheden til Grindsted. Her står et nyt domicil næsten færdigt
Sealing System skal flytte. Virksomheden, der er leverandør af pakkesystemer – fra enkeltstående pakkemaskiner til komplette systemløsninger, mangler plads. Nogle af opgaverne er temmelig omfangsrige, og da de typisk bliver testopstillet før installation hos kunden, er det afgørende at have de nødvendige faciliteter.
Efterhånden er udfordringer med plads og faciliteter blevet stadigt mere påtrængende, og en knopskydning til foreløbig tre adresser i Skovlund fungerer ikke optimalt i det daglige. Derfor har virksomheden i de seneste år været på udkig efter en mere permanent løsning, og en udvidelse af både fabriksområde og administration har ikke længere kunnet udskydes.
Perfekte faciliteter og muligheder
På adressen Hedemarken 1 i Grindsted har Sealing System købt en erhvervsejendom, der næsten er et perfekt match i forhold til virksomhedens ønsker om størrelse, faciliteter, placering osv. Den nye ejendom blev overtaget i efteråret 2016. Ejendommen er p.t. på 3.650 kvadratmeter, men der skal tilbygges en ny montagehal, så den endelige størrelse kommer til at ligge på godt 5.000 kvadratmeter. Derudover har Sealing System tilkøbt omkringliggende arealer, så det samlede grundareal bliver på 18.000 kvadratmeter. Det giver mulighed for en eventuel udvidelse senere.
Stor ros til Varde Kommune
Flytningen fra den nuværende adresse har ikke været en let beslutning, da man udmærket er klar over, at det kommer til at påvirke lokalsamfundet.
– Vi er kede af det på lokalsamfundets og kommunens vegne, fordi vi selv har et klart tilhørsforhold her i lokalsamfundet, siger salgsdirektør Kjeld Østergaard Jensen, der fortsætter:
– Varde Kommune har været en god og serviceminded medspiller i hele vores udvikling, så det er først efter svære overvejelser, at vi har valgt at flytte til Grindsted – og dermed Billund Kommune. Det er meget vigtigt for os at slå fast, at det ikke på nogen måde er af utilfredshed med Varde Kommune, at vi har valgt at flytte.
Strukturelle udfordringer i Vestjylland
Når Sealing System rykker sine teltpæle op, betyder det også, at kommunen må sige farvel til arbejdspladserne.
– Vi er klar over, at det er et hårdt slag for kommunen at måtte sige farvel til mere end 50 arbejdspladser. I de år, vi har haft udfordringer med pladsforhold, har Varde Kommune været særdeles positivt indstillet, men når noget, der matcher vores behov så godt, dukker op som en mulighed, ja, så må vi først og fremmest tænke på vores virksomheds fremtid, påpeger han.
Afslutningsvis peger Kjeld Østergaard Jensen på de specielle udfordringer, man både som virksomhed og kommune har, jo længere vestpå man kommer.
– Generelt kan det være svært at tiltrække højt kvalificeret arbejdskraft i Vestjylland – og det gælder både for kommuner og virksomheder, der gerne vil bosætte sig her. Før vi nåede den størrelse, vi har og blev en kendt virksomhed i vores branche, kunne det være en udfordring for os at få tekniske stillinger besat. Derudover vil vi da gerne pege på det strukturelle problem, der ligger i, at kreditforeningernes belåningsprocent falder, jo længere vestpå man kommer. For nye virksomheder, der gerne vil etablere sig, kan det jo faktisk betyde en del.