Schur International a/s overtager Emballagegruppen i Vejle fra Maj Invest Equity, som dermed fik et ganske kort ejerskab af virksomheden. Emballagegruppen var et datterselskab, 100 procent ejet af Good Food Group. Good Food Group blev købt af Maj Invest Equity tidligere i år, og de sælger altså nu Emballagegruppen videre.
– Vores ejerskab af Emballagegruppen har været væsentligt kortere end planlagt, men efter en fokusering på forretningen gennem frasalg af datterselskaber og aktiviteter inden for kommercielt print samt et større strategisk arbejde med ledergruppen står vi nu med en forretning, som har vist sig at passe perfekt ind i Schurs produktportefølje og fremtidsplaner. Uagtet vores korte ejerperiode har vi vurderet, at salget var det rigtige at gøre på nuværende tidspunkt, idet Schur ser gode muligheder for at videreudvikle Emballagegruppen under sit ejerskab, siger Per Høholt, partner i Maj Invest Equity, i en fælles pressemeddelelse, som er sendt ud sammen med Schur International.
Emballagegruppen A/S producerer kartonemballage og labelprodukter på to lokationer i Vejle. Omsætningen ligger på ca. 180 mio. kr. og beskæftiger 130 personer.
– Med købet af Emballagegruppen har vi fået tilført ekstra produktionskapacitet, samtidig med at Emballagegruppen besidder nogle interessante teknologier i form af coldfoil, formpressede bakker i karton samt labelprodukter, siger Hans Schur, CEO i Schur International a/s.