Tilgangen til de mange plastposer, som købes i detailbranchen, kan gribes forskelligt an – fra en plastsynsvinkel eller et ressource-/forureningsudgangspunkt.
Før sommerferien meldte Lidl ud, at man ville skrotte plastposen til fordel for papirsposen. En fordel i forhold til mængden af plast i verden, men en udfordring i forhold til forureningen, da papirfremstillingen er miljømæssigt tung.
Hos den svenske butikskæde Clas Ohlson har man grebet udfordringen med de mange plastposer anderledes an end at forbyde dem. Her har man beholdt plastposerne, men de bliver i stedet fremstillet af sukkerrør.
– Da sukkerrør er en fornybar ressource, anses det for at være CO2-neutralt og dermed ikke påvirke klimaet, når det brændes af. For vi må se i øjnene, at mange plastposer ender med netop at blive brændt til sidst, forklarer Åsa Portnoff Sundström, hållbarhetschef hos Clas Ohlson.
Hun opfordrer til, at poser ikke umiddelbart ender som brændsel. I stedet bør forbrugerne genbruge dem så mange gange som muligt, og når de er slidt, bør de genanvendes frem for at blive brændt.
Omstillingen fra plast til sukkerrør gælder alle typer plastposer – fra den lille gratis pose, over den normale størrelse til de helt store poser. På det svenske marked skete omstillingen den 1. juni. I andre lande var skæringsdatoen den 1. august.