Egentligt troede de fleste, at LyondellBasells køb af brasilianske Braskem kun var nogle detaljer væk. Men nu er der andre rygter. Braskem har to ejere. Odebrecht SA ejer 50,1 procent, mens det statsejede Petróleo Brasileiro SA, i daglig tale Petrobras, ejer 47 procent. Og det er netop Petrobras, som nu tilsyneladende alligevel ikke vil sælge.
De fleste rygter omkring salget gik ellers på, at Petrobras sådan mere eller mindre bare fulgte i hælene på Odebrecht, men sådan skulle det altså ikke gå. Baggrunden for ændringen ligger i olieprisen. I 2016, da man gik med til at sælge Braskem, havde Petrobras et behov for at frigøre kapital, men med den stigende oliepris er det ikke så nødvendigt længere. Og faktisk har Petrobras aldrig fået en henvendelse fra den hollandske gigant LyondellBasell.