Hvert år forsvinder der 300.000 af de grønne Arla mælkekasser, men de seneste to år er der dog kommet nogle af dem ind igen. Det er gjort ved en målrettet indsats for kasserne, der ofte bruges i børnehaver, private hjem og den klassiske – bag på knallerten. Og det har været en succes. Der er kommet 100.000 kasser ind foreløbig. Og flere er i vente – ligesom der kommer penge til Arla Fonden, der står bag projektet MADlejr – en lejrskole, hvor 6. og 7. klasses elever bliver undervist i råvarer, sundhed og bæredygtighed og lærer at lave mad fra bunden.
For hver indsamlet mælkekasse donerer Arla nemlig fem kroner til Arla Fonden.
I uge 44 kan Arlas mælkekasseindsamling fejre toårsdag. Fremadrettet bliver netop uge 44 markeret som Arlas faste mælkekasseuge, hvor der sættes fokus på indsamlingen, og resultaterne gøres op.
De 100.000 indsamlede mælkekasser, der allerede er indsamlet, svarer til 120.000 kg ren plast. Det betyder, at Arla kan reducere CO2-udledningen med 300 tons, fordi plasten kan genanvendes. Besparelsen svarer til at køre jorden rundt 33 gange i en almindelig personbil.