Sealing System har givet sig selv den helt store tur. Virksomheden, der startede tilbage i 1998, er flyttet til et nyt domicil i Grindsted og har samtidig skiftet logo. Virksomheden har de senere år oplevet en særdeles positiv udvikling. Det gælder med hensyn til omsætning og antal medarbejdere – men også, og ikke mindst, med hensyn til omfang og funktionsindhold af de leverede ordrer.
Sealing System købte i november sidste år en erhvervsejendom med tilhørende 22.000 kvm. grund på Hedemarken 1 i Grindsted. Her er de 60 ansatte i fuld gang med at finde sig til rette. Det nye domicil, der er på godt 5.000 kvm., indeholder alle nødvendige faciliteter, administration, udvikling, produktion, montage.
Det nye logo er kreeret af designbureauet Design Fordi fra Varde, og logoets ”underliner” fortæller præcist, hvad Sealing Systems forretningsgrundlag er: ”Intelligent Packaging Solutions”.