Tirsdag den 31. oktober blev 163 nordjyske gazeller fejret ved Børsens årlige gazellekåring i Musikkens Hus i Aalborg. En af gazellerne er IT- og logistikvirksomheden Tasklet Factory, som på 10 år har formået at gøre software til stregkodescannere til en millionforretning – og som i år kåres som gazelle for fjerde gang, siden virksomheden blev etableret for 10 år siden af Peter List.
Det var nemlig i 2008, at Aalborg-virksomheden knækkede koden for god lagerstyring med en mobil scannerløsning, der gør det let og effektivt for virksomheder at holde styr på deres varer. Scannerløsningen er i dag standard på lagerhaller og i transportvirksomheder i hele verden. De sidste fire år har virksomheden løftet sit bruttoresultat fra 2,7 millioner i 2013 til 8,7 millioner i 2016. Nøglen til den høje vækst har ifølge direktør i Tasklet Factory, Peter List, været en klar forretningsidé og masser af hårdt arbejde.
-For 10 år siden så vi et hul i markedet for optimering af lagerstyringen i transport- og logistikbranchen ved hjælp af mobile scannere. Vi tænkte, at her kan vi udvikle et værktøj, som er smartere og mere effektivt end de eksisterende løsninger på markedet. Vi tog fra start udgangspunkt i, at produktet skulle gøre arbejdet lettere for medarbejderne på gulvet og på vejene. Samtidig med, at det skulle løfte lagerstyringen for virksomhedsledelsen. Derfor blev vores scanner udviklet til at være integreret med Microsofts software for logistik og økonomistyring, som er det førende inden for branchen, fortæller Peter List.
De gode takter fortsætter
I dag har Tasklet Factory kunder i cirka 30 lande, og deres kundeportefølje spænder lige fra danske virksomheder som Mads Nørgaard og Johan Bülow til internationale brands som McDonald’s og IKEA. Hos Tasklet Factory ser de lyst på fremtiden. Væksten er fortsat ind i 2017. Det skyldes blandt andet løbende produktforbedringer og udvidelser i brugen af scanneren, der er med til at styrke Tasklet Factorys position på markedet.
-Det går godt, men kun fordi vi hele tiden holder snuden på sporet og har fokus på, hvordan vi kan blive ved med at være relevante for vores kunder. Det er ikke nok at levere god software. Vi skal også sikre os, at kunden får implementeret løsningen rigtig, så de får den fulde effekt af vores produkt, siger Peter List videre.
Vi skal lære af gazellerne
Hos Børsen, som står bag gazellekåringerne, er man også imponerede over Tasklet Factory, for det er ikke mange virksomheder, der bliver gazelle fire gange på 10 år. På den måde er Tasklet Factory et godt eksempel på, hvorfor Børsen fejrer gazellerne hvert år. Ifølge Niels Lunde, chefredaktør på Børsen og vært ved gazellekåringen i Musikkens Hus, skal vi både fejre og lære af virksomheder som Tasklet Factory og de øvrige gazeller.
-Tasklet Factory er et fantastisk eksempel på en virksomhed, som har forvandlet den gode idé til en succesfuld forretning inden for en specialiseret niche med et stort vækstpotentiale. Og netop det kendetegner gazellevirksomhederne. De gør det på en lidt anden måde og lidt bedre end konkurrenterne. Det skaber vækst. Og det gør gazellerne uvurderlige for os alle sammen. For gennem vækst skaber de arbejdspladser og værdi både lokalt og nationalt. Derfor skal vi både lære af dem og anerkender dem, siger Niels Lunde.