Om præcis en uge, onsdag den 20. september, åbner messen Sign, Print & Pack i Odense Congress Center. Den varer i to dage, altså er der også messe om torsdagen. Mens Sign & Print er en velkendt messe, så er det nyt for i år, at der er koblet en emballagedel på. Det er den første emballagemesse på dansk grund, siden Dansk Emballagemesse lukkede og slukkede.
Der er rig lejlighed til at gå på opdagelse blandt udstillerne. Her er bl.a. specialfremstillede emballager fra ALPAP, der er med til at øge et salg. Boxon har deres standardsortiment til den hastigt voksende e-handel med, ligesom de også viser nye varianter af strækfilm, der kan mindske forbruget – meget. Filmen markedsføres under navnet Save the globe og bunder i en win-win situation. Man kan gøre en god handel og skåne miljøet.
Tara Pac lancerer en ny sekskantet beholder på 240 ml – på et marked, der i den grad er præget af runde løsninger. Dermed stikker den markant ud blandt de andre emballager, og det kan være medvirkende til et øget salg.
At emballage er en vigtig medspiller i at opnå et salg, har vi altid hørt, men hvad er det egentlig, som har betydning. Det kan man tage en snak med Jesper Clement om. Han er ekspert i Eye Tracking – altså den teknik, hvor man kan se, hvad forbrugere rent faktisk kigger på. Det er en vigtig viden ved design – både form og farver. For hvad virker rent faktisk, når forbrugeren på de berømte to sekunder vælger det ene produkt frem for det andet.
Og har man besluttet sig for form, så kan Kasper Larsen fra trykkeriet KLS PurePrint fortælle om tryk. De ligger, naturligvis, inde med stor viden omkring selve trykket, men også om hvordan man trykker uden at påvirke miljøet. Slut med de klassiske kemikalier og tungmetaller, som mange forbinder med trykkeribranchen. Nu er det blevet så uskadeligt, at man ligefrem kan spise en tryksag – hvis man ellers kunne tænke sig det.
Hvorom alting er, så tegner det til at blive en spændende messe. Inpak er selvfølgelig på plads. Så måske ses vi i Odense?