120 sekunder. Mere må det ikke tage for de ansatte at hente en komponent, montere den i en bil ved montagelinjen hos Audi og være klar til næste bil. Derfor har man hidtil linet komponenter i mellemlagre, der er lige ved hånden for montørerne. Men det kræver mange fordyrende, manuelle transportture frem og tilbage fra lager til mellemlager. Nu har en nyskabende dansk lagerrobot automatiseret det hidtil umulige hos Audi
Af Malene Grouleff
Audi har længe ledt efter løsninger, der kunne eliminere bilproducentens manuelle mellemlagre på montagelinjer.
Løsningen viste sig at befinde sig i Odense, hvor virksomheden EffiMat Storage Technology A/S er i fuld gang med at producere de lagerautomater, der matcher Audis behov. Hen over sommeren 2016 har den tyske bilproducent Audi installeret EffiMats lagerautomater på sin nye Audi A5-linje på en fabrik i Sydtyskland.
Med ordren til Audi slog den innovative fynske producent Audis sædvanlige tyske leverandør af banen.
CEO i EffiMat Storage Technology, Jørgen Flemming Ladefoged, glæder sig over, at Audi har taget automaten fra Odense helt ind i hjertet af bilproduktionen i Tyskland.
-Det er vi stolte af. Ingen andre i vores branche er kommet så tæt på bilindustriens montagelinje med deres produkter, som vi nu er, siger Jørgen Flemming Ladefoged.
Det er ikke kun bilindustrien, der optimerer med de nyskabende danske lagerrobotter. På kundelisten hos EffiMat Storage finder man et bredt udsnit af prominente virksomheder: United Airlines, Tupperware, Airbus, Hydac, Computerstore, Riegens, Cinfa, NIBE, Jiffy-tite, Novo Nordisk, Airbus, VW-koncernen, Gulfstream, US Airforce og flyproducenten Lockheed Martin med flere.
Voksende efterspørgsel
-Hele industrien jager sekunder. Det er marginaler, der kan give baghjul til konkurrenterne. Præcis det behov imødekommer vi i EffiMat Storage Technology med vores løsninger. Vores lagerrobotter, EffiMat og ClassiMat, går ind lige dér, hvor forsyningskæden og flowet er en hovedpine hos mange fremstillingsvirksomheder, forklarer Jørgen Flemming Ladefoged.
Den voksende efterspørgsel på EffiMats lager- og plukautomater har i det seneste regnskabsår ført til en fordobling i omsætning.
Virksomheden har samtidig investeret mange ressourcer i den nye generation af firmaets lagerautomater, og det betyder, at bundlinjen er mindre prangende end toplinjen i 2015-regnskabet, der netop er offentliggjort. Investeringerne ser dog i den grad ud til at lønne sig.
-For øjeblikket forhandler vi om en rekordstor ordre. Kunden er en af verdens største printpladeproducenter med mere end 80 fabrikker, og vi har fået en ordre til en af koncernens fabrikker, siger CEO i EffiMat Storage Technology, Jørgen Flemming Ladefoged.
EffiMat Storage Technology er stiftet i 2011 og beskæftiger nu 30 medarbejdere. Selskabet er ejet af ledelsen, Vækstfondens VF Venture samt Danfoss aktionær Peter Mads Clausen via selskabet Pmc Star ApS.
EffiMat opererer på et globalt marked med et kolossalt automationspotentiale. I 2016 anslås markedet til 812 milliarder kroner. I dag udgør de automatiserede løsninger kun omkring 20 procent af dette marked, men det er netop her indenfor, at væksten sker.
-Typisk kan man på et manuelt lager plukke mellem 20 og 30 ordrelinjer per time. Med vores produkter kan man opnå en meget højere nøjagtighed og med en væsentlig forbedret ergonomi plukke op til 400 ordrelinjer i timen med en EffiMat, forklarer Jørgen Flemming Ladefoged, CEO i EffiMat Storage Technologies.
Ordre nummer 100
Blot fire år efter, at ideen til EffiMat opstod og virksomheden blev stiftet, er ordre nummer 100 også netop landet i ordrebogen.
Den bliver for øjeblikket produceret i Odense, ligesom al øvrig produktion hos EffiMat. Ordre nummer 100 skal leveres til en kunde i USA, som fjerner fire af konkurrenternes lagerrobotter for at erstatte dem med ét styk effektiv state of the art teknologi fra Danmark.
En anden af de virksomheder, som har gavn af EffiMats nyskabende teknologi, er belysningsproducenten Riegens. Kenneth Kehman, CEO hos Riegens, forklarer her, hvordan EffiMats løsning optimerer i hverdagen hos lysproducenten:
-Inden implementeringen af EffiMat skulle vores medarbejdere plukke varerne manuelt på reoler rundt omkring på lageret. Varerne stod i mange forskellige højder, og de gik lange ture for at finde varerne, fortæller Kenneth Kehmann og fortsætter:
-Med implementeringen af EffiMat kommer de rigtige varer nu til os på en ergonomisk og effektiv måde. Det har gjort det meget lettere og hurtigere at fremskaffe varerne til produktionen. EffiMat er den eneste lagerrobot på markedet, der kan følge med rent hastighedsmæssigt i forhold til at hente de enkelte varer, som skal bruges i produktionen hurtigt − dermed skal vi blandt andet ikke oparbejde mellemlagre i produktion.