Pr. 1. juni 2018 gennemfører DLG det planlagte salg af Kongskilde Industries. Køberen er det engelske investeringsfirma Green Park Partners (GPP). Kongskilde Industries består fremadrettet af Korn- og Industri-divisionerne og omfatter alle Kongskildes medarbejdere.
Med hovedkontor i Sorø og ni salgskontorer fordelt i hele verden er Kongskilde Industries en førende leverandør af systemløsninger til industrien og landbrugssektoren. Industri-divisionen omfatter løsninger til plast-, papir- og emballageindustrien, mens Korn-divisionen er velkendt for sine løsninger til transport, tørring, opbevaring og rensning af korn og andre afgrøder.
Mogens Rüdiger, CEO i Kongskilde udtaler:
-Siden Agro-aktiviteterne blev solgt fra i begyndelsen af 2017, har vores tidligere ejer, DLG, arbejdet på at sælge den resterende del af Kongskilde, som består af vores Korn- og Industri-divisioner. Men hele salgsprocessen er foregået i et stille og roligt tempo, da Kongskilde i de senere år har forbedret indtjeningen betydeligt. Kongskilde har haft succes i 2017 med en væsentlig forøgelse af omsætning og resultat, og resultatforbedringen er fortsat i 2018. GPP overtager dermed et sundt og fremgangsrigt selskab. Vi er glade for valget af den nye ejer af Kongskilde Industries, så vi fremover vil kunne fortsætte med at servicere Kongskildes Korn- og Industri-kunder samt udvikle forretningen yderligere.