En smart kapsel med en såkaldt gizmo-teknik giver hel ny mulighed for at “brygge” sig en kop te. Det handler om kold te, men idéen bag Tea of a kind er, at selve teen, der mere korrekt er et flydende tekoncentrat, bliver holdt under tryk i selve kapslen (vessl cap), mens flasken blot indeholder rent vand. Når man drejer kapslen, sendes teen ned i vandet, og da den er under tryk ved hjælp af nitrogen, går det meget hurtigt, og det blandes meget effektivt.
Vupti, der er “friskbrygget” iste. Virksomheden bag Tea of a kind hedder Gizmo Beverages, og deres teknik, der er patenteret, kalder de for “Gizmo Closure and Delivery System”.
Ud over at være et cool partytrick har det faktisk en funktion. Det er lykkedes for dem at lave iste, der indeholder langt mindre sukker og er uden en række tilsætningsstoffer, hvilket var vigtigt for de to grundlæggere, Don Park og Walter Apodaca. De havde begge fået et dårligt helbred på grund af indtagelse af for meget sukkerholdig sodavand.