Genbrug og cirkulær økonomi kommer i stadig mere fokus. Og det begynder nu også at give sig udtryk i de opkøb, der sker rundt om i branchen. Færch Plast har været på opkøb i Holland, hvor man købte virksomheden 4PET Group. Den hollandske virksomhed råder over et meget avanceret genbrugsanlæg og bringer Færch Plast helt frem i rækken af store plastvirksomheder, der omkring plastbakker opnår en cirkulær økonomi på industriniveau.
– Med 4PETs moderne teknik inden for sortering og bearbejdning af anvendte plastbakker kan vi forvandle bakken til råmateriale, der kan blive brugt til nye fødevareemballager, forklarer Færch Plast-koncernens administrerende direktør og koncernchef, Lars Gade Hansen.
Også den globale polymerkoncern Borealis har været på indkøb med genbrug for øje. Koncernen, der har hovedsæde i Wien, har købt østrigske Ecoplast Kunststoffrecycling GmbH. Virksomheden omdanner 35.000 tons plastaffald fra både husholdninger og industrien. Affaldet renses og produceres til højkvalitets LDPE og HDPE, der primært afsættes til producenter af plastfilm.