Alle landets kommuner indsamler plastaffald, men det bliver gjort på så forskellig vis, at det i praksis har vist sig svært at genanvende materialet. Derfor vil miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen nu lave fælles standarder for plastikaffald.
– Hvis vi skal kunne genanvende mere plastik, skal vi sortere og indsamle vores affald ens. I dag står indsamlerne tilbage med en stor uens masse af plastikaffald, som er svær at genanvende. Hvis vi vil have højere kvalitet i genanvendelsen, kræver det bedre sortering og indsamling. Det vil gøre det meget lettere og mere økonomisk attraktivt at få plastikaffald genanvendt, siger miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen.
I dag indsamler og genanvender vi i Danmark cirka en tredjedel af vores plastikemballageaffald. Plastikbranchen estimerer, at imens erhvervet står for 55 pct., bidrager husholdningerne blot med 17 pct. Det er alt for lidt, også set i lyset af nye ambitiøse målsætninger fra EU om at nå 50 pct. genanvendelse i 2025.
– Vi skal gøre det let for borgerne at sortere affaldet, så det nemt og enkelt kan genanvendes. Jeg tror, at alle i branchen er enige om, at der er brug for fælles retning, siger Jakob Ellemann-Jensen.
Idéen om at udarbejde fælles regler på området er en del af regeringens kommende plastikhandlingsplan.