No. Sådan kan man vel ganske enkelt sammenfatte alle Brexit-afstemningerne i det britiske parlament. Det gjaldt også afstemningen den 27. marts. Men hvad nu, hvis man spurgte medlemmer i den britiske plastindustri (British Plastics Federation) om præcis de samme muligheder. Så var resultatet et ganske andet.
Over 150 medlemmer afgav deres stemme i løbet af 24 timer, og resultatet var, at 75 pct. stemte nej til No-deal – præcis som politikerne. Men så begyndte de mere positive takter at indfinde sig.
66 pct. stemte for at tilbagekalde artikel 50 – altså en slags aflysning af Brexit. På 2. pladsen med 65 pct. af stemmerne kom tankerne om en toldunion, og hele 60 pct. ville faktisk have en ny folkeafstemning.
En ting er selv at stemme, noget andet er at forsøge at forudsige, hvad de helst så hele processen ende med. Her mente 41 pct, at en tilbagekaldelse var det mest sandsynlige scenarie, mens 23 pct. mente, at det hele endte med en ny folkeafstemning.
Når de så skulle give et bud på, hvad det hele rent faktisk ville ende med, mente 29 pct., at man fik en blød Brexit, mens 28 pct. mente, at Mays forslag faktisk blev stemt igennem.