En ny plastafgift skal være en af vejene til det større budget, som EU-Kommissionen har planer om. Afgiften skal udregnes på grundlag af den mængde af plastemballage, der ikke genanvendes i hver medlemsstat. Afgiften er på 0,8 euro pr. kilo. I Danmarks tilfælde kommer det til at blive mere end 800 millioner kroner.
Men idéen om en plastafgift skydes ned af Plastindustrien.
– Vi støtter ambitionen om, at vi skal genanvende langt mere plast – også fra emballage. Det arbejder vi for på flere fronter. Vi bakker også fuldt og helt op om den danske regerings linje i diskussionen om EU’s budget: Et mindre EU skal betyde et mindre budget, og det er en virkelig dårlig idé at opfinde nye afgifter og skatter i stedet for at prioritere sine udgifter, siger administrerende direktør Thomas Drustrup, der mener, at uanset hvordan den nye afgift bliver skruet sammen, så vil regningen ende hos forbrugerne med øgede affaldsgebyrer eller dyrere produkter til følge.
Direktøren mener nu heller ikke, at der er de store chancer for, at forslaget rent faktisk vil blive stemt igennem. Det skyldes, at mange mindre velstående EU-lande med en relativt lav genanvendelsesprocent vil stå med en stor regning.
– For at udspillet skal blive til virkelighed, kræver det enstemmighed i EU’s Ministerråd. Det vil virkelig komme bag på mig, hvis det er muligt at samle alle EU’s lande omkring denne afgift, som vil ramme hårdt rundt omkring i Europa.