En ny datomærkning på Arlas mælkekartoner skal modvirke madspild. På kartonens datomærkning står der nu ”ofte god efter”, hvilket skal nuancere danskernes forhold til holdbarhed, så god mælk ikke ender i vasken.
Datomærkningen på den mest solgte Arla-mælk, Arla 24, ser fra i dag anderledes ud. Tidligere stod der ”bedst før” efterfulgt af en udløbsdato på toppen af kartonen. Men nu er ”ofte god efter” blevet tilføjet efter datomærkningen. Målet med ændringen af datomærkningen på de 92 millioner mælkekartoner er at give danskernes sunde fornuft større indflydelse, så god mælk og mejeriprodukter ikke ender i vasken. I august sidste år ændrede Arla, med succes, mærkningen på mælkekartoner i Sverige. Nu er turen kommet til Danmark, hvor ændringen er indført på Arla 24-mælken.
– Madspild er en massiv udfordring i danske husstande og et område, vi hos Arla hele tiden arbejder på at gøre mindre. Nu bruger vi så de gode erfaringer fra den nye datomærkning i Sverige til også at bekæmpe madspild i Danmark, og satser på, at endnu flere Arla-produkter vil ændre datomærkning inden året er omme, siger Jakob B. Knudsen, der er administrerende direktør for Arla Danmark.